Det er noget mærkeligt noget – det der med tiden altså. Den bare går og går og går. Uanset hvad. Lige meget hvad vi opfinder af nye teknologiske vidundere. Lige meget hvad vi tænker. Lige meget hvad vi gør. Lige meget hvad vi føler. Tiden går ufortrødent videre… Det er underligt at tænke på, at tiden kan føles lang og tiden kan føles kort – men det er altid det samme. Et sekund varer lige akkurat hvad et sekund også varede i går og vil vare i morgen. Det samme gælder minutter. Og timer. Og dage. Og døgn. Det samme. Det samme. Det samme. Tiden er konstant og der er ikke noget vi kan gøre for at ændre den – det er og bliver det samme. Nærmest noget af det eneste vi snart ikke kan ændre på. Tiden er sin egen. Helt sin egen. Egentlig betryggende at vide – at tiden er sin egen og at der er noget i den her verden vi ikke kan ændre på. Men alligevel synes jeg ikke den kan være det bekendt. Bare sådan at være sin egen og ikke være modtagelig overfor inputs…
Har du nogen sinde prøvet at din verden står stille og at verden uden for bare fortsætter helt uden bekymringer? Det kan næsten føles som i en film – du er den eneste der står stille mens alt og alle bare suser forbi. De ser dig ikke og stopper ikke op – de er allerede videre og i gang med at bruge af deres tid. Det har jeg... Jeg var helt ked af det og syntes at min verden med et var gået i stå... alt stod stille og alt var tomt. Tomt og forkert. En dum og uretfærdig verden. Alle andre i verden fortsatte bare. Smilende og snakkende. Solen gik op og ned som om intet var hændt. Men det var der. Et dyrebart menneske var dødt. Og verden fortsatte bare. Jeg blev først gal på alle omkring mig – folk jeg kendte og især dem jeg ikke kendte. Hvordan kunne de bare fortsætte? Kan de da ikke se at verden er gået i stå og at intet bliver det samme mere? Sådan tænkte jeg. Så blev jeg ked af det – hvordan skulle verden, tiden og livet kunne gå videre? Jeg syntes den aldrig kunne gå videre. Så blev jeg gal på tiden. ’Åndssvage tid – du kan da ikke bare fortsætte som om intet er hændt!!’. Kom tilbage – kom tilbage med den gode gamle tid. Dengang var det rart. Dengang da vi havde masser af tid. Det tror vi altid vi har – men hvad nu hvis det ikke er rigtigt? Hvad nu hvis min tid er begrænset og brugt op lige om lidt? Eller hvad nu hvis din tid er ved at løbe ud? Hvad gør vi så??
Din tid. Min tid. Vores tid. Er tiden egentlig vores og har vi vores egen tid? Jeg har jo lige fastslået at tiden er sin egen – og helt sin egen. ’Lille kat på vejen – hvis er du? Jeg er sgu min egen!’. Er tiden så noget vi låner? Lever vi på lånt tid? Eller har vi fået tildelt en speciel mængde tid at bruge af? Hvad så når posen er tom? Hvad sker der så med os? Og hvem har egentlig bestemt at jeg skulle have lige præcis den mængde tid? Og kunne de da så ikke lige give mig lidt mere? – så kunne jeg dele ud til dem der ikke havde fået lige så meget tid… (finder jeg ud af hvem det er der bestemmer det, har jeg helt bestemt en høne at plukke med dem!!)
Tiden er faktisk noget af det mest stædige jeg længe er stødt på – helt uimodtagelig for alt hvad vi kan finde på og så vedholdende at den altid er det samme som i går og som for 10, 20, ja 100 år siden. Tiden gør som
Det er sjovt, at selvom tiden er sin egen – og at vi ikke kan ændre på den – og at den så får den så meget opmærksomhed. Som jeg sidder her, vælter det ene ordsprog om tid op i mine tanker: ’Tid er ikke noget der går – tid er noget der kommer’, ’Tiden læger alle sår’ og ’Gem til dårlige tider’… Der er altid noget nogen kan sige om tiden…
Så meget fokus på tid – og al for lidt af den. Måske ville det egentlig være bedre at bruge sin tid fornuftigt i stedet for at spilde tiden med at sidde her og fundere over ’tid’ og hvor den mon bliver af… Slut med at spilde værdifuld tid – og i gang med at udnytte den fuldt ud!!
.jpg)
